Vores erfaring med podcast: Luna Hasselsteen fra Orchestra

Luna Hasselsteen er Digital Director og partner i mediebureauet Orchestra. Hos Orchestra oplever de, at deres annoncører er nysgerrige på at teste nye muligheder, når de opstår – også inden for lyd. Faktisk har flere af deres annoncører kastet sig ud i selv at producere podcast for at skabe værdifuld tid med kunderne. 

Om artikelserien

Vi har spurgt dygtige kommunikationsfolk, partnere og direktører på tværs af brancher om deres forhold til lyd – og i særdeleshed podcasts – i deres arbejde. Læs med og få inspiration og indblik i andres erfaringer med eller betænkeligheder ved virksomhedspodcasten.

1) Hvordan indgår lyd – herunder podcasts – i jeres overvejelser, når I udarbejder løsninger for jeres kunder?

Lyd i den helt brede forstand spiller en ret central rolle i vores rådgivning og medieplanlægning, fordi lydmediet i sig selv er et effektivt format til at skabe impact hos modtageren. Vi rådgiver omkring mange forskellige typer og formater inden for aktivering af lyd, både i form af almindelige audiospots, integrerede partnerskaber, sponsorater og podcastudvikling.

Podcasten er blevet en fast del af rigtig mange danskeres medievaner, og derfor er det også et af de formater, der er vækstet mest inden for de sidste par år. Det åbner op for nye muligheder for, hvordan vores annoncører kan nå deres målgruppe og udkomme med deres kommunikation på. Samtidig udfordrer det os som mediebureau til at tænke i nye måder at aktivere lyd på i mediestrategien. 

 Der findes efterhånden en podcast for alt, og ønsker man som brand at sætte sig i relation til et specifikt emne, en debat eller en udsendelse, så er der rigtig mange muligheder for at etablere et meningsfuldt samarbejde. På samme måde oplever vi også, at flere og flere af vores annoncører selv har givet sig i kast med at producere podcasts for at engagere deres målgruppe.

 

2) Hvad skal der til, for at I begynder at arbejde endnu mere aktivt med lyd?

Jeg vil mene, at vi allerede arbejder ret aktivt med lyd i alle mulige forskellige former og samarbejder, og vi oplever generelt også, at vores annoncører er nysgerrige på at teste nye muligheder, når de opstår. Dette gælder også udvikling af podcast. Her kræver det først og fremmest, at de har noget på hjerte, som kan fungere godt i et sådant format.

Podcastmediet bliver typisk tilvalgt som formidlingsform, hvis vores annoncører ønsker at sætte fokus på et emne, der kræver mere forklaring eller fordybelse. Det kan f.eks. være vejledning omkring ladeløsninger til elbiler, finansielle emner eller spørgsmål omkring arbejdslivet. En af de bekymringer, som vi her kan møde er, om effekten står mål med indsatsen, da det for flere kan være en ressourcetung opgave at udvikle deres egen podcast.

Derudover findes der mange udbydere og medier inden for audio og podcasts, der hver især tilbyder forskellige produkter og løsninger, så hvis jeg skal nævne en af de udfordringer, som vi kan støde på, så er det sammenligning af effekt på tværs.

 

3) Hvilke podcasts lytter du selv til lige nu?

Jeg lytter til alle mulige podcasts. Jeg har mine faste go to i hverdagen som er Genstart, Her Går Det Godt, Sara & Monopolet og Det, Vi Taler Om. De har fået en fast plads i min hverdagsrutine. Men også her er jeg selektiv, så hvis emnet er uinteressant, så springer jeg episoden over.

Jeg hører også en masse andre mere nicheprægede podcasts. Det kan være alt mellem himmel og jord såsom viden om vinproduktion, kunstig intelligens, mental sundhed eller livsstilspodcasts. Jeg har to små børn, så min playliste er også fyldt af de lydbøger og podcasts, som de elsker at høre – det er alt fra Prop og Berta til Mille og bamserne.

Del artiklen

Flere artikler