Spotify oversætter podcasts – med værternes egne stemmer

Hvordan overkommer vi sprogbarrierer, når vi skal dele historier på lyd over landegrænser? For i modsætning til yndlingsserien på Netflix, kan man ikke slå undertekster til, når man lytter til sin yndlings-podcast.

Det er Spotify måske ved at knække koden til. Med hjælp fra deres nye AI-værktøj “Voice Translation” oversættes podcasts til andre sprog i real time – men bevarer den originale stemme. 

Med andre ord har de skabt en AI-model, der lærer podcastværtens stemme så godt at kende, at der kan genereres en AI-stemme med samme lyd og tonalitet på andre sprog.

Bevarer stemmen – på andre sprog

I disse dage og uger lancerer Spotify pilotudgaver af en række engelsksprogede podcasts, der nu også kan høres på spansk, fransk og tysk.

Ofte er podcastværtens personlighed en lige så stor del af lytteoplevelsen – hvis ikke større – end selve historien, der fortælles. Det er i hvert fald Spotifys tese. Og det er med det udgangspunkt, at de har udviklet “Voice Translation”, så man kan høre sin yndlingspodcast på sit modersmål.

Med den nye AI-oversætter ønsker Spotify at matche den oprindelige værts stemme-karakteristika og stemmeføring for en mere autentisk lytteoplevelse, som lyder mere personlig og naturlig end traditionel dubbing.

OpenAI er hjernen bag

Det er med afsæt i bl.a. OpenAI’s nylancerede teknologi, der kan generere stemmer, at Spotify har bygget deres AI-værktøj, “Voice Translation”. 

Spotifys Vice President for personificering mener, at med den rette tilgang til AI, kan den kunstige intelligens hjælpe med at bygge stærkere forbindelser mellem lyttere og indholdsskabere. 

Indtil videre er det kun pilotepisoder, der er udgivet, og den feedback, Spotify modtager i den kommende tid, vil danne grundlag for den videre udvikling.

Hør et eksempel fra “Voice translation” og læs mere her.

https://newsroom.spotify.com/2023-09-25/ai-voice-translation-pilot-lex-fridman-dax-shepard-steven-bartlett/

Del artiklen

Flere artikler