Derfor skal du tilføje video til din podcast

Langt de fleste af os forbinder nok podcasts med lyd. Men ikke nødvendigvis kun med lyd. For antallet af videopodcasts vokser stødt, og der er faktisk flere gode grunde til at tilføje en form for video til din podcast.

100.000 videopodcasts på Spotify

Der findes over 100.000 videopodcasts på Spotify. Det meddelte Podnews i slutningen af juni i år.

Og selvom 100.000 udgør under 2% af Spotifys samlede podcastudvalg, vidner det stadig om, at podcasts med video vokser sig større og er populært blandt brugerne

Spotify er som udgangspunkt en platform til at streame lyd, men de prioriterer netop videopodcasts, fordi de oplever, at video får flere lyttere til at blive hængende i længere tid.

Den mest populære podcastplatform er… YouTube

Det, som Spotify oplever, afspejler en generel tendens: Brugerne elsker video! Instagram, TikTok og ikke mindst YouTube flyder over med videoindhold.

Og netop YouTube er en enormt interessant platform, når det kommer til podcasts. Ifølge en undersøgelse foretaget af Voices i 2022, er YouTube den foretrukne podcastplatform i USA. 57,8% af respondenterne foretrækker at lytte til deres yndlingspodcasts på YouTube, skriver Forbes. Til sammenligning foretrækker 53,6% Spotify og 41,1% lytter via Apple Podcasts.

Det interessante i denne sammenhæng er, at YouTube jo er en videoplatform. Godt nok har YouTube lanceret en sektion dedikeret til podcasts i april i år, men den er kun tilgængelig i USA indtil videre. Så hvordan kan podcasts fungere blandt alt videoindholdet?

Her kommer videopodcasts naturligvis ind i billedet.

Mange måder at gøre det på

Der er mange måder at skabe en billedside til en podcast. Lige fra at filme hele optagelsen og klippe det sammen efterfølgende, til at tilføje animationer eller lade et stillbillede og en waveform udgøre det visuelle.

Det er heller ikke sikkert, at hele podcastepisoden skal udgives som video. Det kan også give mening kun at billed-dække en trailer eller et lille klip fra podcasten.

Videopodcasts som markedsføring

Vi kommer ikke udenom, at video fungerer fantastisk til både at fange og fastholde opmærksomheden. Så når du skal markedsføre din podcast, kan video være et vigtigt skridt på vejen.

Her er YouTube med mere end en milliard besøgende hver måned en vigtig allieret. Men også på andre sociale medier som Instagram og TikTok kan et klip med video fra din podcast fungere fremragende som markedsføring.

Hvis du vælger at bruge video fra dine podcastoptagelser, tilføjer du også personlighed. Du giver din organisation eller dit brand et ansigt. Og når du samtidig deler indholdet på sociale medier, har du mulighed for at interagere med dine lyttere. Det skaber alt sammen en øget troværdighed.

Den perfekte videopodcast

Der findes ikke en opskrift på den perfekte videopodcast, men det kan betale sig at prøve sig frem. Og finder du et format, der virker, kan det skabe særdeles god (mer)værdi for din podcast.

Foto: Arsenii Palivoda / iStock.com

Del artiklen

Flere artikler