Dedikation: Podcastlytterne vil gerne involveres

Involver dine lyttere! Hvis du har en podcast – eller overvejer at starte en – så er det en god idé at indtænke, hvordan du kan interagere med dine lyttere. For lytterne elsker at blive involveret. Det peger blandt andet en undersøgelse foretaget af Spotify på.

Hele 73% af de 1400 adspurgte podcastlyttere fra USA, UK og Canada svarede, at de gerne vil have flere muligheder for at interagere med deres yndlingspodcastvært.

Lytterinvolvering kan også give rigtig god mening i en kommerciel sammenhæng, da de engagerede lyttere ofte udgør de bedste ambassadører. 

Besvar spørgsmål og stil spørgsmål

Der er mange måder (og platforme) at interagere med sine lyttere. En del podcastere bruger sociale medier som YouTube eller Instagram som kommunikationskanal .

Også på nogle af podcast-platformene er det muligt at etablere dialog mellem lyttere og podcastere. F.eks. giver Spotify muligheden for interaktion via funktionen, “Q&A”, hvor podcastværten kan stille lytterne et spørgsmål. Svarene kan kun ses af podcasteren, som vælger hvilke svar, der skal deles offentligt – for eksempel ved at inddrage spørgsmålene i podcasten.

Podcasts bliver til ‘communities’

En af podcastmediets karakteristika som medie er, at  faste lyttere føler, at de får et personligt forhold til podcastværten. Der opstår en særlig forbindelse mellem lytter og vært – en forbindelse, som kan udvikle sig til et community mellem showets mest loyale lyttere og værten. 

Værterne fra radioprogrammet/podcasten, “Curlingklubben” Maria Fantino og Christian Bonde, er et godt eksempel på podcastværter, der over tid har opbygget et stort, dedikeret  community med deres lyttere. I starten af oktober 2023 havde deres nye podcast, “Fantino & Bonde”, premiere og kort tid inden, startede de en Instagram-profil med samme navn. Og det tyder på, at mange af de trofaste Curlingklubben-lyttere holder ved og er rykket med over til den nye podcast. Fantino & Bondes Instagramprofil har i hvert fald fået over 23.000 følgere på kun to måneder!

På profilen skriver følgerne anerkendende kommentarer, stiller værterne spørgsmål, refererer til noget særligt sjovt i et afsnit og svarer på spørgsmål fra værterne som: “Hvad er jeres bedste opskrift til en airfryer?”. 

Live, co-creation og ‘spørg mig’-afsnit

En anden dansk podcast, “Fries Before Guys”, der har eksisteret i otte år, har også opbygget et stort community. Ligesom Fantino og Bonde interagerer de hyppigt med deres 34.500 følgere på Instagram. 

Men de to værter Josephine Kuhn og Nanna Hovgaard har taget skridtet videre med deres podcast, “Tinder Greatest, hvor de deler lytternes vilde historier fra datinglivet. De afholder også “Tinder Greatest” liveshows – ofte for udsolgte sale. 

Sådan en form for co-creation, hvor lytterne bidrager til podcastens indhold, kommer i mange forskellige former. Podcasten, “Sammen med Maj Wismann” med sexolog Maj Wismann som vært, bliver sendt live på Instagram, hvor hendes over 20.000 følgere kan byde ind i kommentarfeltet. Den live interaktion benytter Maj Wismann aktivt ved løbende at læse op af kommentarerne og besvare dem under showet. 

Flere podcastere giver også lytterne medbestemmelse, når det kommer til indholdet i podcasten. Da Christian Fuhlendorff på sin Instagramprofil annoncerede, at der kom et afsnit af podcasten “Hvad så?!” med Tobias Dybvad som gæst, skrev han, at det nok var “det efterhånden mest efterspurgte Hva Så?! afsnit”. Altså et afsnit han har lavet på store opfordringer fra sine lyttere.

Et andet hyppigt involveringsgreb er “spørg-mig”-afsnit, hvor podcastværterne dedikerer et helt afsnit til at besvare spørgsmål fra lytterne. Den form for involvering har blandt andet danske Christiane Schaumburg-Müller benyttet sig af i podcasten “Hverdag” og den amerikanske iværksætter Alex Blumberg har brugt det i sin podcast, “Startup”. 

Kommercielle fordele

Et stærkt community omkring en podcast med tæt dialog mellem vært og lyttere kan være med til at sikre, at podcasten fortsat fornyer sig indholdsmæssigt efter lytternes ønsker. Ligesom lytterinvolvering og interaktion kan føre til mere loyale og engagerede lyttere. 

Med et kommercielt blik vil dette være en fordel, da de loyale og engagerede lyttere vil være mere tilbøjelige til at anbefale podcasten til andre, agere ambassadører og formentlig øge lyttertallet. 

Den styrkede relation mellem vært og lyttere kan også have afgørende betydning for, i hvor høj grad lytterne tager podcastens kommercielle anbefalinger til sig – for eksempel fra sponsorere. 

 

Foto: iStock.com/Pekic

Del artiklen

Flere artikler