“Fans” vil gerne høre en podcast fra deres yndlingsbrand

Virksomheder med såkaldte “brand fans” kan få stor succes med en podcast. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Sounds Profitable og Signal Hill Insights

Mere end 40% af de amerikanere, der deltog i undersøgelsen, svarede, at de muligvis ville lytte til en branded podcast om deres favoritbrand. Det er næsten lige så mange, som ville lytte til en podcast fra deres yndlingskendis.

De lidt over 40% defineres i den amerikanske undersøgelse som “brand fans” – så det kalder vi dem også i denne artikel. 

 

Branded podcasts skræmmer ikke lytterne væk – tværtimod

33% af de adspurgte podcastlyttere ville være mere tilbøjelige til at lytte til en podcast, de i forvejen var interesserede i, hvis det viste sig, at den var produceret af en virksomhed, der tilbyder produkter/services til forbrugere. Altså, hvis det viste sig at være en såkaldt “branded podcast”, ville langt de flestes interesse ikke dale – tværtimod ville mange være endnu mere interesserede i den.

Og når der er tale om brand fans, så er de i endnu højere grad tilbøjelige til at lytte til en branded podcast. Her er det nemlig hele 50%, der ville have større interesse for podcasten. 

Engagerede ambassadører 

Brand fans er mere tilbøjelige til at anbefale podcasts til deres omgangskreds. 63% svarede “ja” til, at de har anbefalet en podcast til andre, hvorimod 54% af alle adspurgte podcastlyttere svarede “ja”. 

Når brand fans får øjnene op for en podcast fra deres yndlingsbrand, kan de altså gå hen og blive nogle rigtig vigtige ambassadører for brandet, da mange af dem højst sandsynligt vil anbefale podcasten til andre. 

Nogle af de få danske brands, der har kastet sig ud i podcasts, er modebrandet Ganni med podcasten “Ganni Talks” og butikskæden, Matas, med podcasten “Nøgne sandheder”. 

Der ligger altså et stort uudnyttet potentiale i den brandede podcast og dens lyttere. Måske er det tid til at starte din? 

Klik her hvis du vil dykke ned i resultaterne fra undersøgelsen.

 

Foto: Dima Berlin / iStock.com

Del artiklen

Flere artikler